Studiemedhjælper: Mark Stougaard
Mark kom med en gymnasial baggrund inden bygningskonstruktørstudiet på UCN Aalborg og tog sin studiepraktik hos Færch & Co. fra januar til juni 2022. Nedenunder fortæller han mere om sine erfaringer med praktikken.
Disse byggepladser var Mark tilknyttet
Mark var tilknyttet en af Færch & Co.’s store byggeprojekter fra projektets start i februar 2022, nemlig Samsøgade i Aalborg, hvor der opføres 68 lejligheder. Derudover kom han en tur ud på det store, nye Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst – internt kaldet ’NAU’, hvor der monteres 174.000 m2 tværgående lofter.
Mere ansvar kom løbende med mere erfaring
”Jeg startede let op på Samsøgade og fik løbende flere opgaver og mere ansvar. Jeg fik bl.a. ansvaret for kvalitetssikring, koordinering og kontakten med betonentreprenøren. Til sidst var jeg endt med at stå for næsten alt kvalitetssikring med murerarbejde, delvist teknikfagene og egenproduktion (tømrerarbejde med gips/stål, nedhængte lofter). Jeg har også stået for en del tidsplanlægning og for den generelle sikkerhed på pladsen og opdateret byggepladsplanen. Jeg har også haft meget daglig kontakt med folkene her på pladsen. Desuden har jeg ageret en smule sparringspartner med entrepriselederen herude."
Også personlig udvikling
Udover faglige læremål havde Mark en række personlige læremål, inden han opstartede sit praktikforløb.
”Jeg havde bl.a. et personligt mål om at udvikle mine evner og blive bedre til at samarbejde. I min praktik har jeg mødt og samarbejdet med mange folk med mange forskellige typer stillinger, baggrunde osv. På den måde har jeg lært at se tingene fra forskellige sider, ligesom jeg er blevet bedre til at omgås alle størrelser og mennesker.”
Om praktik på en byggeplads
”Jeg har altid haft interessen i byggeri, lige siden jeg var helt lille. Jeg prøvede først uddannelsen som bygningsingeniør, men jeg fandt ud af, at jeg hellere ville ud på en byggeplads og være konstruktør.
Jeg valgte at tage en praktik i et byggefirma for at prøve at følge en byggeleders dagligdag og se tingene fra deres synsvinkel og se et byggeri i praksis.
Efter min praktik er jeg blevet meget klogere på, hvad jeg kan i praksis. Jeg er kommet godt rundt om de opgaver, jeg gerne ville prøve af. Her har det også været en fordel for mig, at jeg har været med på byggepladsen fra byggestart. Hvis man gerne vil ud ved et udførende firma, hvor man kan prøve en masse forskellige ting af, er det rigtig godt at være i praktik på en byggeplads. Så jeg kan klart anbefale praktik hos Færch & Co.”
Marks råd til bygningskonstruktørstuderende
”Jeg synes ikke, man som kommende praktikant skal være bange for at kaste sig ud i en praktik i et byggefirma, selvom man ikke har en håndværksmæssig baggrund. Man kommer med en anden erfaring i stedet. Hvis man synes, det er interessant, skal man nok klare sig igennem uanset sin baggrund.
Find et sted, hvor du virkelig gerne vil i praktik. Tag ikke det første og det bedste, men undersøg i stedet markedet for muligheder.
Og endelig: Udfordr dig selv. Der kommer en række fokuspunkter i løbet af skoletiden, og her er det godt at vælge et område, der er udfordrende, men som kan give dig en bredere viden, også selvom det ikke er et område, du kender så meget til på forhånd. Jeg valgte for eksempel betonelementer og radonsikring som mine fokusområde."